Menu

Pigerne lod støvler tale

image
Christen Seerup
18. april 2021 kl. 07:26
Træner manglede ord
- “Jeg mangler ord. Ganske enkelt”
U12 piger, A-rækken
Boldklubben Marienlyst - Assens FC 1-3 (1-1)
0-1 Katrine Holm (3).
1-1 Hanna Høg (13).
1-2 Silja Kryger Falden (33).
1-3 Amalie Stensdal (58).
I trænerstaben var der ikke et øje tørt, da dommeren fløjtede kampen af efter 4 (!) minutters overtid. Spillerne havde netop spillet en af de bedste kampe, som holdet endnu har præsteret. Men det var også påkrævet, hvis der skulle point med hjem, for Marienlyst rangerer som et af de bedste hold på Fyn.
Assenspigerne lagde vanen tro ud som lyn og torden, og det hidsige, ‘Klopptimistiske’ pres over hele banen var tydeligvis overraskende for Marienlyst, der som regel dominerer deres kampe.
Katrine Holm scorede til 1-0 efter kun tre minutter, og målet gav en yderligere mental styrke og en tro på, at Assenspigerne kunne være med mod favoritterne.
Et rekonstrueret tomandsforsvar med Emilie Mai Rasmussen og Marie Holm spillede med kløgt og kontanthed, og stort set intet slap igennem til Mathilde Hauge Christensen i målet.
Marienlyst fik udlignet inden pausen, men 1-1-målet rykkede ikke ved magtbalancen, så det store slag forgik fortsat på midtbanen i den chancefattige kamp.
Efter pausen var der PINK POWER igen. Martha Seerup blev spillet ned mod højre hjørne med en lang bold. Hun lavede et ‘cut back-indlæg’ til Silja Kryger, der resolut sparkede bolden ind ved forstolpen.
Fantastisk!
Mens Marienlyst fik endnu et mentalt gok i nødden, gav målet Assenspigerne ekstra energi. Ella Dahlstrøm fik et skrub midt i første halvleg, men trods ømhed måtte hun på banen igen, fordi flere andre vaklede ud med småskader. Med hendes lange, udmagrende løb på flanken fik hun lukket Marienlysts angrebsformation, så derfor måtte hjemmeholdet satse i de døende minutter.
Amalie Stensdal blev rykket frem fra forsvaret til angrebet mod slutningen, og et par minutter inde i tillægstiden spillede Martha Seerup en stikning frem til Amalie Stensdal. Hun sprintede forbi Marienlystforsvaren, og med en kølighed, som ellers kun ses hos ekskærester, sparkede hun bolden ind ved den ene stolperod og lukkede kampen.
- I spillede simpelthen SÅ godt, og I kæmpede som et hold, fordi I var klar oppe i hovederne... Jeg mangler ord. Ganske enkelt, lød det fra mentalcoach Søren Alexandersen, da de pinkklædte pustede ud efter kampen.