Menu

A-pigerne afklapser Strib

image
Seerup
26. maj 2021 kl. 08:34
Turneringskamp, U12 piger, A-rækken
Strib - Assens FC 1-7 (1-3)
0-1 Strib (2).
1-1 Martha Siri Seerup (16).
1-2 Marie Holm (24).
1-3 Katrine Holm (29).
1-4 Amalie Stensdal (36).
1-5 Amalie Stensdal (45).
1-6 Selvmål (47).
1-7 Martha Siri Seerup 49).
Tirsdagens kamp i Strib har længe spøgt som en løjerlig joker i trænerteamet, for Strib-pigerne har bestemt nogle kompetencer, der under de rette vilkår kan tvinge de fleste modstandere i knæ.
Den utraditionelle opladning til kampen med uddeling af flyers for bl.a. Fynske Bank 2.-pinsedag og efterfølgende grillhygge styrkede sammenholdet hos pigerne, og det blev der brug for.
Strib begyndte kampen som lyn og torden. Sikre pasninger, hårde i nærkampene og offensiv fodbold chokerede tydeligvis Assens-pigerne, der pludselig vaklede inden dommerens sekundviser havde roteret en omgang.
I hjemmeholdets første angreb faldt en skrigende Strib-spiller til jorden efter en nærkamp med Olivia Rosenkrands Alexandersen, og empatiske, som Assens-pigerne også er, samlede de sig om den stakkels Stribspiller. Men dommerens fløjte forblev tavs, og så høvlede en anden Strib-pige bolden i nettet til 1-0.
GISP
Men målet vækkede Assens. Det velkendte Klopptimistiske pres over hele banen blev effektueret, og den omnipotente robusthed, altså evnen til at beholde styrkepositionen i psyken under forandringer, lyste ud af øjnene på pigerne.
I forsvaret spillede Emilie Mai Rasmussen karrierens bedste kamp, og hendes overlegenhed frigav overskud til de defensive holdkammerater, der voksede og turde presse spillet højt op i banen.
Efter et kvarter sled Katrine Holm sig fri på baglinjen og lavede en cut-back til Martha Seerup, der udlignede. Marie Holm stjal kort efter bolden i et Strib-opspil og scorede til 2-1 og lige inden pausen øgede Katrine Holm til 3-1.
- Det var vores skyld, at I ikke var klar i hovederne i starten. Men nu sidder vi på dem, og de må ikke få et ben til jorden, buldrede cheftræner Jesper Kryger i pausen. Og det blev som fodbold-guruen spåede.
Strib blev presset helt tilbage i deres eget straffesparksfelt, og to næsten identiske Amalie Stensdal-scoringer fjernede den sidste rest af tvivl om udfaldet. De to sidste mål, et bizart selvmål og en Martha Seerup-scoring til 7-1, var et fint billede på Assens-pigernes magtovertagelse.
- Vi siger det til jer igen og igen. I er så pisse seje, og jeres viljer til at vinde og kæmpe for hver eneste bold og for hinanden gør os så stolte, lød nogle få blandt mange superlativer fra trænerteamet efter kampen.
Og de var velfortjente alle sammen.