Menu

HS1 - Famlende start på foråret

image
Lars Bæk
02. april 2017 kl. 00:55
Men det tegner lyst

AFC HS1 - Ringe BK
1-1 (0-0)

Så blev det endelig forår.
På et Stadion der var nyklippet på banen og på skrænterne, tog vort HS1 imod Ringe BK. Ringe som før kampen lå under stregen, mens vi havde overvintret på en lun 2. plads i rækken.

Kampen startede nervøst fra begge sider. Mange høje bolde, lidt manglende teknik og en kombination af disse, afstedkom en lidt famlende start fra begge sider - dog med overvægt af chancer til udeholdet. Men en flot indsats af keeper Flarup i adskillige omgange, gjorde at vi lidt heldige kunne gå til pause med 0-0.

Ud til en solbeskinnet 2.halvleg og overvægten af spillet lå stadig ved udeholdet. I minut 56 måtte Flarup kapitulere. Vort forsvar sov en smule efter et indlæg og bum: 0-1. Faktisk fortjent efter spil og chancer.
Målet fik os dog til at vågne gevaldigt op - nu sprudlede Kani, Kushtrim og resten af banden ligepludselig. Noget de ca. 60 tilskuere kunne lide at se. Vi kom frem til en del chancer, skabt på indlæg fra fløjene. I minut 66 kunne vi opleve en godt spillende Klinge lave sine velkendte proptrækkerdriblinger og der kunne Ringe BK's backs ikke være med - de ville gerne pille bolden, men istedet pillede de Klinges lange stænger og han gik i jorden. Straffe som Kushtrim udnyttede iskoldt. 1-1.

Da der mangler et kvarters penge, får udeholdet et gult kort, men det hjalp desværre ikke på vores antal af afslutninger, der var kompetente men for få.

Kampen ender 1-1 og skal jeg være ærlig, så synes jeg at vi tabte 2 point og Ringe vandt 1. Indsatsen fra vores side var fin efter de fik scoret, men det havde pyntet om vi var kommet noget før igang med det spil vi ved vi KAN spille - for så var Ringe blevet sat alvorligt på plads.

Min MotM: Frederik Flarup.

Jeg fik efterfølgende et par kommentarer, bl.a. fra fødselaren og træner Morten Skytte:
"Vi var under niveau, men må også anerkende at Ringe var godt indstillet på os. Trods en, i perioder, skuffende indsats tager vi med os at vi kommer frem til tre store muligheder (Kani, Kushtrim og Kaagaard) som desværre ikke giver udbytte. Men vi skal steppe op til lørdag i ØB. (Som vandt med 6-3 i Oure)

Målscorer Kushtrim Bala:
"Skuffende og ærgerligt at smide point i sæsonpræmieren. Men vi har det generelt svært mod hold der spiller primitivt".

Frederik "Klinge" Jessen som fik gult i minut 90+4:
"Jeg tror at det var for brok. Jeg synes selv at jeg blev snydt for et straffe og kom efterfølgende op at toppes verbalt med en 3-4 af deres spillere. Synes godt han (Dommeren) bare kunne have ladet begge hold spille færdigt med alle spillere på banen. (Ringe fik også en mand vist ud med gult i samme situation som Klinge).

Næste kamp: Ude, kommende lørdag mod ØB - kickoff 15.30.

Luk