Godt en uge er gået siden den første billet til sommerens DBU Fodboldskoler blev langet over disken hos Billetnet. To skoler er allerede udsolgt, og i alt 17.000 børn har sikret sig billet til en sjov fodbolduge i rødt og hvidt. En stigning på godt 1.500 i forhold til samme tid sidste år.
Årets hurtigst udsolgte DBU Fodboldskole var Virum-Sorgenfri BK, der allerede efter 11 minutter kunne melde udsolgt, da klubbens 128 pladser var revet væk. Mejrup GU i Vestjylland imponerede ligeledes og havde efter 16 minutter solgt deres 288 pladser til fodboldskolen, der foregår i uge 26 på banerne hos Mejrup GU.
"Vi er godt tilfredse med salgsstarten på årets fodboldskoler. Vi ser frem til en sommer i fodboldens tegn, og glæder os til at byde børnene velkommen i klubberne. Igen i år har vi rekord mange værtsklubber, der naturligvis også er medvirkende til, at vi igen på nuværende tidspunkt ser en stigning i billetsalget. Samtidig kan vi tilbyde vores deltagere på fodboldskolerne et landsholdstræningssæt samt en række andre tilbud fra vores sponsorer. Alt dette er med til at give deltagerne en endnu bedre fodboldoplevelse," siger Steen Jørgensen fra DBU B&U.
Udover, at alle deltagere på DBUs fodboldskoleaktiviteter i år kan i klæde sig landsholdets flotte træningssæt fra Adidas, er landsholdets deltagelse ved VM også i fokus på DBUs Fodboldskole.
Her er årets tema nemlig i tråd med sommerens deltagelse ved VM i Sydafrika, og deltagerne vil derfor stifte bekendtskab med fodboldtræning inspireret af en række forskellige deltagerlande verden over samt en afslutning med fodboldturneringen "VM Cup".
Derudover har den del af deltagerne, der er hurtige til at sikre sig billet til fodboldskolerne, fortsat mulighed for at vinde en træning med landsholdet.
Fodboldskolen i Assens FC afvikles i uge 27